Medie: City-stjerne afviser Bayern og underskriver forlængelse
I store dele af sommeren har rygterne gået på, at Kyle Walker ville skifte Manchester City ud med Bayern München, men nu sker der angiveligt en U-vending.

Efter seks år i klubben, virkede det til, at det nu var slut med Kyle Walker i Manchester City og fremtiden fandtes i Bayern München.
Men da han søndag startede inde i Community Shield-kampen mod Arsenal, begyndte rygterne at svirre om, at han måske havde ombestemt sig.
Nu melder The Athletic, at Kyle Walker angiveligt har besluttet sig for at underskrive en kontraktforlængelse med Champions League-vinderne, efter City har forbedret sit tilbud til den engelske landsholdsback.
En kontrakt, der efter sigende inkluderer en højere løn end Bayern tilbyder.
Lønnen plus flere samtaler med manager Pep Guardiola skulle altså nu betyde, at Walker føler sig sikker på, at han forbliver førstevalg i City, hvorfor han nu ønsker at vie sin fremtid til de lyseblå fra Manchester.
Manchester City ønskede angiveligt ikke at miste endnu erfaren spiller, efter både Ilkay Gündogan og Riyad Mahrez tidligere er smuttet.
Oveni det skulle City også lede efter en udvej til både João Cancelo og Aymeric Laporte, og dermed ønsker de at holde fast i den 33-årige englænder, der tidligere har spillet i Tottenham.
Kyle Walker spillede i seneste sæson 39 kampe for Manchester City, hvoraf 31 af dem var fra start.














