Vejle henter tidligere AaB-færing
Det er syv år siden, at han senest slog sine folder i dansk fodbold, men nu vender færøske Gilli Rolantsson tilbage til Superligaen og Vejle Boldklub.
Han nåede aldrig for alvor at slå igennem i dansk fodbold, men nu prøver han igen.
Vejle Boldklub har netop præsenteret 30-årige Gilli Rolantsson som ny spiller hos oprykkerne, hvor han har skrevet under på en kontrakt for de kommende 12 måneder.
Færingen kommer til Nørreskoven efter en halvsæson hjemme på Færøerne.
– Jeg er meget stolt og taknemmelig over muligheden for at komme til Vejle Boldklub. Dette er en klub med en rig historie og en by med passion for fodbold. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med at bidrage til klubbens udvikling og holdets præstationer. Jeg er en holdspiller og er kommet for at bidrage med min erfaring og dedikation, lyder det fra Rolantsson.
Hos Vejles sportschef, Marius Adrian Nicolae, er der tilfredshed med tilføjelsen af den rutinerede færing.
West Ham-målmand fortsætter i Vejle– Gilli Rólantsson har en masse erfaring fra de nordiske ligaer og fra det færøske landshold, som han repræsenterer regelmæssigt, og så har han prøvet kræfter med 3F Superligaen tidligere. Han kan spille backen i både højre og venstre side, hvilket giver trænerne et større taktisk råderum i forsvaret. Og så har vi i Vejle jo god erfaring med færøske backs, fortæller Marius Adrian Nicolae med henvisning til Viljormur Davidsen, Gilli Rólantssons landsholdskollega og den udenlandske spiller med flest kampe for Vejle Boldklub nogensinde.
– Vi vil have kontinuitet på og omkring førsteholdet, samtidig med at vi løbende forstærker konkurrencen internt ved at tilføje kvalitet til truppen. Det er på det strategiske grundlag, at jeg mener, at Gilli Rólantsson er en god tilføjelse til VB. På vegne af alle i klubben byder jeg ham velkommen i Nørreskoven, lyder det videre fra Nicolae.
Gilli Rolantsson står noteret for i alt 27 kampe for AaB, hvoraf de 23 kom i Superligaen i tre forskellige sæsoner i 2014-15, 2015-16 og 2016-17.