FC Barcelona i ‘AC’-dilemma: Storklub kræver Andreas Christensen i bytte for profil
FC Barcelona skal muligvis takke af med Andreas Christensen denne sommer, hvis klubben vil have fingrene i den ønskede erstatning for Sergio Busquets.
Efter Sergio Busquets Barça-exit skal FC Barcelona i løbet af sommerens transfervindue forsøge at udfylde et hul på midtbanen.
Og skal man tro de seneste dages transferrygter, så kan det potentielt blive den 30-årige Inter-kroat, Marcelo Brozovic, der skal overtage styringen på catalanernes midtbane.
FC Barcelona meldes således vældig interesseret i at hente Brozovic. Problemet er bare, at klubben er økonomisk udfordret og derfor får svært ved at indgå en traditionel transferaftale med Inter.
Derfor skulle Xavi og co. være åbne for at sende spillere i bytte for Marcelo Brozovic. Det skriver det catalanske medie, El Nacional, søndag aften.
El Nacional skriver, at Inter skulle være klar på at indgå i en byttehandel med FC Barcelona. Men det er så angiveligt her, at FC Barcelona igen løber panden mod en mur. Det berettes nemlig, at Inter skulle kræve danske Andreas Christensen i bytte for Marcelo Brozovic – et tilbud som ikke umiddelbart skulle falde i catalanernes smag.
Mediet beretter, at Xavi på ingen måde skulle ønske at skille sig af med Andreas Christensen, som i løbet af denne sæson har spillet en vigtig rolle i ‘blaugranas’ solide defensiv. Her bidrog danskeren med 32 optrædener i det centrale forsvar.
I stedet skulle FC Barcelona eftersigende have et ønske om at sende Franck Kessie til Inter i bytte for Brozovic – om dette tilbud har interesse for Inter vides endnu ikke.
Foruden rygterne der sender Marcelo Brozovic til FC Barcelona denne sommer, så går der også flittigt med rygter på, at en mulig destination for kroaten kunne være Saudi-Arabien, hvor flere stjerner senest har meldt deres ankomst. Specielt Cristiano Ronaldos Al Nassr meldes som en mulig destination.
Marcelo Brozovic er fortsat på kontrakt i Inter frem til sommeren 2026.