Officielt: Southampton præsenterer ny manager
Southampton spiller i næste sæson i The Championship efter nedrykningen fra Premier League, og nu har klubben sat navn på manden, som afløser Ruben Selles på managerposten.
Det bliver den 37-årige skotte, Russell Martin, der skal forsøge at få Southampton tilbage i Premier League.
Premier League-nedrykkerne har onsdag aften præsenteret den nu tidligere Swansea-manager som ny manager i klubben på den engelske sydkyst.
– Russell stod igennem hele vores rekrutteringsproces frem som den bedste kandidat, og vi er sikre på, at hans historik, sammen med det erfarne lederskab fra vores nye fodbolddirektør, Jason Wilcox, vil levere store resultater, lyder det fra klubbens bestyrelsesformand, Henrik Kraft.
Russel Martin kommer til Southampton efter to sæsoner i spidsen for Swansea, som han har ført til henholdsvis en 15. og en 10. plads i The Championship.
Southampton fyrede i november sidste år østrigske Ralph Hassenhüttl efter en række sløje resultater og en placering under nedrykningsstregen i Premier League.
Ind kom i stedet Nathan Jones, men waliseren lykkedes slet ikke med at vende skuden, og efter 14 kampe var han fortid.
Dansk sportsdirektør i Southampton: Måske skifter Ward-ProwseDet gav plads til den tidligere AGF- og F.C. København-assisten, Rubén Sellés, men heller ikke den 40-årige spanier kunne redde Southampton, som altså sluttede sæsonen med en nedrykning fra Premier League.
Nu glæder Russel Martin sig til at få Southampton tilbage, hvor klubben hører til.
– Det er et privilegie at acceptere denne mulighed i Southampton – en klub med så lang og rig en historie. Mit mål er at få denne klub tilbage, hvor den hører til – i den bedste engelske række. Jeg er lykkelig over at være her og kan ikke vente med at starte arbejdet, lyder det fra Russel Martin.
Russel Martin første cheftrænerjob var i MK Dons, hvor han i november 2019 gik direkte fra at være spiller til at være manager. I Milton Keynes var han i perioden fra november 2019 til juli 2021, hvor Swansea hentede ham til Wales.
Som aktiv spillede han foruden MK Dons i blandt andet Norwich, Peterborough og Rangers.