
Medie: Storklubber vil kapre United-emne
PSG, Chelsea og Newcastle planlægger efter sigende alle at snuppe en af verdens mest ombejlede forsvarsspillere for snuden af Manchester United.

Kim Min-Jae er på nærmest rekordtid gået hen og blevet en af verdens mest ombejlede forsvarsspillere.
I de seneste uger har han på det kraftigste været rygtet til Manchester United, men den store Premier League-klub kan ikke længere vide sig sikker på at hente den 26-årige sydkoreaner.
Det skriver Foot Mercato.
Mediet melder nemlig, at forhandlingerne mellem Kim Min-Jae og Manchester United er gået i stå, og det skulle have fået nogle af verdens mest købestærke klubber til at melde sig ind i kampen om Napoli-stjernen.
PSG, Newcastle og Chelsea ligger således angiveligt alle på lur i håbet om at hente Kim Min-Jae.
Manchester United skulle ellers allerede have tilbudt Kim Min-Jae en lukrativ aftale, men forhandlingerne er altså alligevel gået i stå.

Særligt Newcastle nævnes som en varm bejler, hvor udsigten til at blive en nøglespiller skulle friste sydkoreaneren.
Kim Min-Jae blev hentet til Napoli fra Fenerbache forrige sommer, og står i denne sæson noteret for 35 kampe i Serie A, hvor han spillede en stor rolle i at hente det italienske mesterskab til klubben.
Hans kontrakt med Napoli strækker sig frem til sommeren 2025, og både Kim Min-Jae selv og Napoli har ifølge Transfermarkt option på at forlænge aftalen med yderligere to år.