
Thomasberg inden rivalopgør om Europa: Skal ikke ske fremover
FC Midtjylland skal i fremtiden ikke være afhængige af én kamp for at komme i Europa, mener cheftræner Thomas Thomasberg.

Fredag aften bliver der sat et sidste punktum for Superligaen 2022/23.
Her står den på et midtjysk derby, når FC Midtjylland gæster Viborg FF i en direkte duel om en billet til europæisk fodbold efter sommerferien.
Selvom det er en kærkommen mulighed for FCM, der i grundspillet ikke formåede at spille sig i top seks, så er det ikke en situation, man ønsker at stå i fremover.
– Midtjylland skal i Europa hvert eneste år. Det har vi en mulighed for at komme, så det vil være et plaster på såret i forhold til ikke at komme i top seks. Det er det bedste, vi har kunne få ud af tingene, i den tid, jeg har været her.
– Vi ved, det bliver en tæt kamp til det sidste. Og i fremtiden skal vi helst ikke være afhængige af én kamp for at komme i Europa, men det er den chance, vi har, og den glæder jeg mig til at skulle spille om i morgen (fredag, red.), siger FCM-cheftræner Thomas Thomasberg til klubbens egen hjemmeside.
Playoff-kampen mellem de to ærkerivaler fløjtes i gang fredag klokken 19.00 i Viborg og kan ses på TV3+ og Viaplay.