
DBU forklarer: Brøndby-målmand kun udtaget til én af landskampene
Brøndby IF's Jonathan Ægidius indgår ikke i DBU's officielle grafik over de spillere, som er udtaget til de kommende U21-landskampe. Nu forklarer DBU hvorfor.

Er han udtaget eller ej?
Da DBU onsdag offentliggjorde U21-landsholdstruppen, var Brøndby IF’s Jonathan Ægidius ingen steder at se i den officielle grafik.
Går man dog ind på DBU’s hjemmeside, står den 21-årige keeper til at være en del af truppen.
Det gav naturligvis anledning til undren. Er han med eller ej?
Det viser sig nemlig, at han er udtaget – på en måde. Men ikke til begge kampe.
– Jonathan er udtaget til udekampen mod Litauen, for skulle der komme en skade, vil der være for langt til at indkalde en afløser, oplyser DBU til campo.dk.

Det danske U21-landshold skal den 16. og den 20. juni op imod henholdsvis Litauen og Wales i kvalifikationen til U21-EM, og kampen mod Wales bliver altså uden den unge Brøndby-keeper.