FC Nordsjælland melder racistiske opslag til politiet: Det bør ingen finde sig i!
I FC Nordsjælland er de blevet gjort opmærksom på racistisk opslag rettet mod deres spillere, og det har de nu politianmeldt.
Man skulle tro, at det hørte fortiden til, men sådan forholder det sig åbenbart ikke.
I superligaklubben FC Nordsjælland er en række spillere blevet udsat for racistiske opslag på sociale medier, og det får nu Farum-klubben til at reagere.
– Vi er blevet gjort opmærksomme på både racistiske opslag og trusler på sociale medier mod vores spillere den seneste tid. Det vil vi ikke finde os i. Det bør ingen finde sig i, skriver sølvvinderne tirsdag eftermiddag på twitter.
– Derfor er de nu meldt til politiet, og vi vil samtidig opfordre alle til at tænke sig om – både på stadion og bag tasterne, lyder opfordringen fra nordsjællænderne.