
Tragedie i Argentina: Fan dør under kamp efter fald – opgøret udsat
En tragedie har ramt argentinsk fodbold, hvor en fan faldt flere meter ned med døden til følge.

En fan er død efter at være faldet ned fra afsnit højere oppe på Estadio Monumental i Argentina.
Det beretter flere internationale medier, ligesom River Plate selv har bekræftet ulykken.
Ulykken fandt sted lørdag, hvor River Plate tog imod Defensa y Justicia.
Kampen blev afblæst omgående efter 26 minutters fodbold, og stadion blev efterfølgende evakueret.
– En fan faldt ned fra Sivori Alta-afsnittet og døde på stedet.
– Der kom lægehjælp med det samme, og politiet tog sig af sikkerheden.
– Der var ikke andre involveret i faldet. Der var heller ikke nogen voldelig situation på afsnittet eller omkring ham, oplyser River Plate i en udmelding.

Buenos Aires-klubben oplyser videre, at sikkerhedsagenturer med ekspertise indenfor store begivenheder har påbegyndt en efterforskning af sagen.
Der er endnu ikke blevet fastsat en ny dato for kampen.