3F Superligaen

Carlos Zeca: Ståle er min ven som jeg skylder meget

Carlos Zeca sender en stor tak til sin tidligere norske cheftræner Ståle Solbakken forud for FCK's sidste kamp i Parken mod Randers FC.

Carlos Zeca savner sin ven Ståle Solbakken, som han skylder stor tak, siger han før sidste kamp i Parken.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Carlos Zeca takker af i Parken søndag aften, hvor han ekstraordinært starter på banen på trods af sin korsbåndsskade.

Inden opgøret mod Randers sagde Zeca i et interview med Viaplay farvel til klubben og dens fans, hvor der også blev plads til et stort tak til daværende cheftræner, Ståle Solbakken, som i sin tid hentede Carlos Zeca til F.C. København.

– Jeg savner også Ståle. Selvom vi har en god træner nu, som jeg tror, vil tage FCK til større ting, så skylder jeg altid noget til Ståle, for det var ham, der sørgede for, at jeg kunne spille for denne store klub. Ham savner jeg, sagde Zeca til Viaplays reporter Søren Frederiksen.

Ståle Solbakken og FCK hentede Carlos Zeca til den danske hovedstad i 2017, og dermed slutter en seksårig æra for grækeren, der også stadig er anfører.

Søndag aften i Parken er Carlos Zeca altså på banen for sidste gang, hvor FCK ønsker hylder ham med tre minutters spilletid, selvom han endnu ikke er sin alvorlige skade helt kvit.

Og netop de to alvorlige korsbåndsskader, der de seneste sæsoner har holdt Carlos Zeca udenfor banen, er overstået også med hjælp fra Ståle Solbakken.

– Jeg taler ofte med Ståle. Han er min ven. Han er en person, jeg har stor respekt for, og som jeg holder meget af, og som jeg skylder mange ting. At ‘Zeca’ er her i dag, er på grund af Ståle. Selvfølgelig også på grund af mit arbejde og spil, men jeg taler med Ståle ofte, og han spørger til mig og min familie. Og han er altid klar til at hjælpe mig under mine skader, så han er en person, der står mig meget tæt, slutter Carlos Zeca til Viaplay.

Carlos Zeca skal efter sommerferien tilbage til Panathinaikos i Grækenland, hvor han tidligere har spillet.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P