
Imponerende milepæl: PL-legende runder 1.000 kampe som professionel
Pepe Reina har rundet sin kamp nummer 1.000 som professionel, da han atter var at finde på målstregen onsdag aften.

1.000 kampe som professionel.
Pepe Reina har været vidt omkring i sin lange karriere, og onsdag aften kunne den 40-årige målmand tilføje endnu en flot milepæl til sit CV.
Her var han atter at finde fra start for Villarreal, da Cadiz lagde vejen forbi i LaLiga-regi, og han er dermed nu oppe på 1.000 kampe i sin karriere.
Næsten 396 af de 1.000 kampe var iført Liverpools målmandstrøje, hvor han fra 2005 til 2013 var at finde i Merseyside-klubben. Her blev han kåret til årets målmand i Premier League tre år i streg.
Derudover har han lagt vejen forbi en række andre storklubber, herunder FC Barcelona, Napoli, Bayern München og AC Milan.
Siden sommer har han dog været at finde i Villarreal, som han også tørnede ud for tidligere i karrieren.

Pepe Reina står desuden noteret for 36 landskampe for det spanske landshold, som i mange år var stærkt besat på målmandsposten af Iker Casillas.
Ikke desto mindre kan Pepe Reina pryde sig af at have vundet EM i 2008 og 2012 samt VM i 2010 som en del af det spanske landshold.
Den garvede keeper kunne i øvrigt fejre sin jubilæumskamp med cleansheet nummer 356, da Villarreal sejrede med 2-0 over Cadiz.