Thomas Frank om karantæneramte Ivan Toney: Vi skal holde øje med hans mentale helbred
Brentfords Ivan Toney har fået otte måneders karantæne fra fodbold, efter at have brudt FA's bettingregler - nu skal man holde øje med hans mentale helbred, mener manager Thomas Frank.
Ivan Toney har været en af Premier Leagues varmeste angribere, siden han i forrige sæson tog turen op i den bedste engelske række sammen med resten af Brentford.
London-klubben med de mange danskere må dog se bort fra Ivan Toneys evner foran målet i de næste otte måneder, da han er blevet idømt karantæne efter at have brudt FA’s bettingregler.
Selvom det kan vise sig at være en stor udfordring for Brentford, som nu kommer til at mangle sin topscorer, er det formentlig et endnu større problem for Ivan Toney selv.
Det er klubbens danske manager, Thomas Frank, skam opmærksom på.
Han fortalte på et pressemøde fredag, at det nu også handler om at holde øje med Ivan Toneys mentale helbred.
– Ivan er ok. Vi bliver nødt til at være opmærksomme på hans mentale helbred igennem det her.
– Ivan er en fodboldspiller, men han er også et menneske med familie og venner. Vi bliver nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at støtte ham.
– Vi vil være der for ham; vi vil bare gerne vide, hvad vi kan gøre, lyder det fra Thomas Frank.
Medie: Trods karantæne vil Brentford tilbyde Toney ny kontraktIvan Toney har i denne sæson scoret 20 mål i 33 Premier League-kampe for Brentford.
Brentford spiller næste gang lørdag klokken 13.30 mod Tottenham.