
Juve-legende og EM-vinder har annonceret sin pension
Leonardo Bonucci er ikke helt færdig endnu, men han har valgt at sætte dato på sin pension.

Leonardo Bonucci går på pension når næste sæson er omme.
Det har han annonceret i et interview med Juventus’ egen hjemmeside.
Den 36-årige midtstopper har kæmpet med skader i denne sæson, men tager alligevel næste sæson med, så han i stedet lægger støvlerne på hylden ved kontraktudløb i sommeren 2024.
– Næste år stopper jeg med at spille, og jeg tror, at det bliver enden på en æra.
– Det har været en stor ære for mig at være med, og jeg håber, at mange unge spillere i Juventus-defensiven i fremtiden vil anse os som idoler, siger Bonucci.
Leonardo Bonucci står noteret for 500 kampe i Juventus-trøjen, og har i mange år udgjort en ikonisk duo i det centrale forsvar sammen med Giorgio Chiellini, som vinkede farvel til Torino-klubben efter forrige sæson.
De to var også at finde i forsvaret på det italienske landshold, da de vandt EM 2020.
Bonucci har vundet det italienske mesterskab hele ni gange – de otte af dem med Juventus, mens hans første Scudetto var med Inter tilbage i 2005/06-sæsonen.
I 2016 blev han kåret til årets fodboldspiller i Italien.