Inter-keeper om Milan-stjernes comeback: Og hvad så? Vi slår dem ofte
Inters mand mellem stængerne, André Onana, mener ikke, at Milan-stjernes tilbagevenden betyder noget for tirsdagens Champions League-brag.
Derby della Madonnina alla Champions League løber af stablen for anden gang tirsdag aften.
I samme ombæring har AC Milan fået fornyet blod på tanden, da den portugisiske stjerne Rafael Leao er sin skade kvit og tilbage på grønsværen.
Men for Inter-målmanden André Onana har det ingen betydning for kampens udfald på Stadio Giuseppe Meazza, som San Siro bliver kaldt, når Inter er hjemmebanehold.
– Det er lige meget, om [Rafael] Leao spiller eller ej, vi har allerede spillet mod dem mange gange og vundet mange gange.
– Det vigtigste er, at vi vinder, siger Onana til Inter TV og Sky Sports Italia ifølge Football Italia før kampen.
Sidste uge spillede de to Milano-hold første runde i Champions League-semifinalen, hvor Leao ikke var med, og Inter vandt 2-0, og tirsdag aften går det altså løs igen.
Mål og Highlights: Se Inter spille sig millimeter fra CL-finalen på tre minutter mod AC Milan i højspændt semifinale-bragI artiklen ovenover kan du se eller gense alle højdepunkterne fra det første møde.
Tirsdagens Milano-derby i Champions League fløjtes i gang klokken 21:00, og du kan se kampen på TV3+ og Viaplay.