
Real Madrid har vigtig brasilianer tilbage mod Manchester City
Real Madrid og Carlo Ancelotti kan glæde sig over, at brasilianske Éder Militão er tilbage efter endt karantæne.

En brasilianer ind og en franskmand ud.
Nogenlunde sådan ser regnestykket ud for Real Madrid-cheftræner Carlo Ancelotti frem mod returopgøret i Champions League-semifinalen.
Her skal den spanske hovedstadsklub som bekendt op mod Manchester City på udebane.
Til det opgør er der blot én ændring i forhold til det første opgør, og det er brasilianske Éder Militão, der træder ind i truppen, mens venstrebacken Ferland Mendy glider ud.
Militão sad ude i det første opgør, efter han i begge kvartfinaler mod Chelsea fik gult kort.
Værd at bemærke er det desuden, at belgiske Eden Hazard igen-igen er en del af truppen, selvom han kun har spillet 10 kampe og i alt 392 minutter i hele sæsonen.
Senest startede Hazard dog for blot anden gang i sæsonen inde i en LaLiga-kamp, da han fik den første time i 1-0-sejren over Getafe lørdag.