3F Superligaen

Lyngby indgiver officiel klage efter nederlaget på Jysk Park

Lyngby Boldklub oplyser mandag, at man har indgivet en officiel klage over den advarsel, som Sævar Magnússon modtog i det 78. minut i kampen mod Silkeborg IF søndag.

Lyngby Boldklub har indgivet en officiel klage til Fodboldens Disciplinærinstans.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside mandag.

Klagen omhandler det gule kort, som Sævar Magnússon blev tildelt i det 78. minut af opgøret mod Silkeborg IF søndag.

Her kunne Sævar Magnússon ses falde til jorden i feltet efter et træk forbi Silkeborg IF’s Tobias Salqvist.

– Selvom det kan debatteres, om der reelt var straffespark i situationen, så lignede det på tv-billederne, at der var klar kontakt mellem de to spillere, og at Salqvist trådte ned på Magnússons højre fod, skriver Lyngby på sin hjemmeside og fortsætter:

– Men i situationen valgte dommeren at uddele en advarsel til den islandske offensivspiller, hvorfor han nu har karantæne mod OB. Lyngby Boldklub er uenig i advarslen, og har derfor valgt at klage over det gule kort til Fodboldens Disciplinærinstans.

Også Lyngby Boldklubs administrerende direktør, Andreas Byder, forholder sig til det gule kort:

– Vi mener, at TV-billederne viser en kontakt mellem Salquist og Sævar. Selvom kontakten ikke er stor, så er den der, og det er nok til, at der i hvert fald ikke bør falde en advarsel for film i situationen. Efter kampen har Salqvist også fortalt, at der var kontakt mellem dem, så det underbygger egentlig bare, at det ikke er en oplevelse Sævar er alene med, siger direktøren.

Andreas Byder udtaler videre, at Sævar Magnússon desuden ikke ønsker at blive stemplet som en spiller, der benytter sig af film.

Samtidig mener Lyngby-direktøren dog, at situationen ganske korrekt ikke førte til et straffespark.

Lyngby oplyser derfor, at det kun er vurderingen om det gule kort, der bliver klaget over.

Mål og Highlights: Se Silkeborg bryde sejrsløs stime mod Lyngby efter forsvarskoks

Kampen mellem Silkeborg IF og Lyngby Boldklub endte med en 1-0-sejr til det rød- og hvidklædte hjemmehold.

Du kan se episoden med det gule kort i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P