3F Superligaen

Lucas Andersen efter point: Kan blive livsvigtigt

AaB kravlede fredag over nedrykningsstregen i Superligaen, og nordjyder har nu lagt pres på AC Horsens.

AaB-anfører Lucas Andersen havde sidste fod på AaB's udligning mod OB, og nu er der lagt pres på AC Horsens i nedrykningskampen.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

AaB kom fredag aften fra Odense med et enkelt point.

Det ene point sender AaB over nedrykningsstregen som følge af en bedre målscore end AC Horsens.

AaB-anfører Lucas Andersen var efter kampen ikke bleg for at sende en presbold mod østjyderne, som søndag skal op imod FC Midtjylland.

– Det betyder jo, at de andre skal tage point. Det er hele tiden det mentale spil og pointspillet, der er i gang. Nu kan de sidde og se, at de skal vinde, for vi har en bedre målscore end AC Horsens.

– Det betyder, at de skal ud og levere et resultat for første gang i rigtig-rigtig lang tid. Der er lagt pres på, og det her point kan vise sig at blive livsvigtigt i overlevelseskamp, lyder det fra AaB-anføreren.

Mål og Highlights: AaB over stregen efter point mod OB

Markante roser til Hiljemark

Efter kampen i Odense blev anføreren spurgt ind til AaB’s midlertidige cheftræner, Oscar Hiljemark, og der var mildest talt stor ros fra offensivspilleren.

– Det er et gigantisk trænertalent. Et fantastisk menneske. [Han er] utrolig dygtig på banen, utrolig passioneret omkring det. Han bruger time ud og time ind på at planlægge træning, studere modstander, studere vores spil i forhold til, hvad vi kan gøre i forskellige facetter, så det er en mand, der kommer til at få en rigtig stor karriere.

Oscar Hiljemark har i sine seks superligakampe i spidsen for AaB skaffet klubben 11 point, og kun én gang har han tabt.

Det står i skarp kontrast til hans to forgængere, Lars Friis og Erik Hamrén, der fik henholdsvis ni point i ni kampe og seks point i 13 kampe.

– At han i en alder af 30 år kan stå med den karisma og fuldføre de planer, som han lægger inde på taktiktavlen, det vidner om en mand, der vil det, og en mand, der har mindst lige så stor ambitioner i sin trænerkarriere som han havde i sin spillerkarriere, lød de flotte ord fra Lucas Andersen om Oscar Hiljemark.

For AaB er næste opgave torsdagens pokalfinale, hvor nordjyderne i Parken møder de forsvarende danmarksmestre fra F.C. København.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P