3F Superligaen

Jesper Sørensen vil udnytte momentum i derby: Vi vil tage initiativet

Brøndby tager søndag imod F.C. København i sæsonens sidste københavnerderby, og hjemmeholdet vil udnytte sin opadgående formkurve.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Formkurven kunne ikke være meget mere forskellig.

Brøndby går ind til søndagens New Firm-derby med tre sejre i de seneste fire kampe, mens F.C. København har vundet én af sine sidste fire kampe.

I forrige superligarunder mødtes de to mandskaber ligeledes i et derby, og her tog Brøndby hjem fra Østerbro med den første udesejr i et derby siden september 2020.

Derfor vil cheftræner Jesper Sørensen også forsøge at udnytte, at det ikke bare kører på skinner for rivalerne.

– Ja det håber vi selvfølgelig på, at vi kan, og det er jeg også sikker på, at vi kan. Det mener jeg, at vi burde kunne, og vi har også kvaliteterne til det. Vi skal selvfølgelig prøve at udnytte, at vi kommer ud af et par kampe, hvor vi har gjort det godt, siger Jesper Sørensen til Brøndby TV.

Brøndby har for længst meldt ud, at der er udsolgt til søndagens opgør, og hvis alt flasker sig, kan Brøndby faktisk sætte tilskuerrekord på vegne af hele Superligaen søndag, selvom det umiddelbart tyder på, at det bliver i kampen i Aarhus umiddelbart efter. Det kan du læse mere om her:

Prognose: Superligaens tilskuerrekord bliver slået på Ceres Park i Aarhus søndag

Brøndby er forud for sæsonens sidste fire kampe sidst i mesterskabsspillet, og reelt set har holdet ikke meget andet end æren at spille for.

I en hjemmekamp mod netop F.C. København er netop æren da også i højsædet uanset, så Brøndby går til kampen med en ambition om at sætte sig på begivenhederne.

– På Brøndby Stadion ved vi, at der bliver en fed kulisse, og der bliver knald på i kampen. Sådan vil det altid være til et derby, sådan vil det også blive her, og så skal vi selvfølgelig gå ud og prøve at tage initiativet i kampen, det vil vi i hvert fald gøre, hvad vi kan for, lyder det afslutningsvis fra Jesper Sørensen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P