Prognose: Superligaens tilskuerrekord bliver slået på Ceres Park i Aarhus søndag
Der bliver med overvejende sandsynlighed sat ny tilskuerrekord i Superligaen i den kommende runde, når AGF hjemme møder FC Nordsjælland.
Intet er selvsagt sikkert, men der skal formentlig en Corona-nedlukning til, hvis der ikke skal slås tilskuerrekord i Superligaen på søndag.
I seneste spillerunde kravlede indeværende superligasæson nemlig op på en tredjeplads over sæsoner med flest tilskuere i den tid, Danmarks bedste række har heddet Superligaen, og forud for runde 29 i weekenden er det således kun to sæsoner, der har oplevet større tilskuertal.
Der resterer dog stadig fire runder og dermed i alt 24 kampe i denne sæson, men så mange kampe er der slet ikke brug for for at slå rekorden.
I denne sæson er i alt 1.672.754 tilskuere blevet sluset igennem superligaklubbernes tælleapparater, og dermed mangler der kun 51.679 tilskuere for at nå sæsonrekorden fra 2008-09-sæsonen, som lød på 1.724.433 tilskuere for hele sæsonen.
Dengang bestod en superligasæson af 33 kampe for alle hold, og sæsonen bød derfor på i alt 198 superligakampe. Strukturen er som bekendt blevet ændret et par gange siden, og i dag spiller alle hold 32 kampe, og der er således seks kampe færre end i den hidtidige rekordsæson.
Tilskuerrekord i Superligaen bliver slået i Aarhus
Alligevel bliver rekorden efter alt at dømme slået i denne sæson, og tager man de statistiske briller på, så ligger det også nogenlunde fast, at rekorden officielt bliver slået på Ceres Park søndag klokken 18, når AGF tager imod FC Nordsjælland.
Inden kampen i Aarhus søndag skal der først spilles fire kampe andetsteds i Superligaen, men tager man udgangspunkt i sæsonens første 28 runder, bliver det, både på baggrund af klubbernes tilskuergennemsnit og tilskuere til samme opgør tidligere i sæsonen, Ceres Park, der søndag sætter rekorden.
Hvis man ser på tilskuergennemsnittet på hjemmebane for OB, FC Midtjylland, Silkeborg og Brøndby i denne sæson og fremskriver for den kommende runde, så vil 41.844 tilskuere have set superligafodbold i runde 29, inden kampen i Aarhus starter søndag, og dermed vil tilskuer nummer 9.836 i Aarhus sætte ny rekord.
Ser man i stedet på holdenes tidligere møde i denne sæson og fremskriver, så er særligt københavnerderbyet på Brøndby Stadion skyld i, at 45.588 tilskuere har set de første fire kampe i runde 29, og dermed skal der præcis 6.092 tilskuere til i Aarhus for at sætte ny rekord.
Spillerunde 29 i 3F Superligaen:
Fredag den 12. maj klokken 19: OB – AaB
Søndag den 14. maj klokken 14: FC Midtjylland – AC Horsens
Søndag den 14. maj klokken 14: Silkeborg – Lyngby
Søndag den 14. maj klokken 16: Brøndby – F.C. København
Søndag den 14. maj klokken 18: AGF – FC Nordsjælland
Mandag den 15. maj klokken 19: Randers – Viborg
Tilskuerrekorden i Superligaen kan også komme på Brøndby Stadion
Principielt kan rekorden også allerede blive slået på Brøndby Stadion til New Firm-derbyet klokken 16 søndag, men det kræver markant flere tilskuere end ventet til rundens første tre kampe.
OB har på Nature Energy Park officielt plads til 15.790 tilskuere, i Herning er der på MCH Arena officielt plads til 11.800 tilskuere, mens JYSK Park i Silkeborg officielt kan huse 10.000 tilskuere.
Hvis der bliver fuld hus i alle de tre første kampe, vil der således ‘kun’ være brug for 14.090 ud af Brøndby Stadions officielle derby-kapacitet på 27.000 tilskuere for at slå rekorden.
Til det seneste derby på Brøndby Stadion var der officielt 23.245 tilskuere, og gentages det, vil der i de tre tidligere kampe skulle have været samlet set 28.435 tilskuere, for at rekorden akkurat bliver sat på Brøndby Stadion.
Silkeborg erkender vanskelig periode: Gratis adgang til weekendens kampBrøndby kunne allerede i sidste uge melde om udsolgt til søndagens derby, men det var også tilfældet i sæsonens første rivalopgør på Brøndby Stadion, men alligevel var der altså næsten 4.000 tomme sæder. De tomme sæder skyldtes blandt andet sæsonkortholdere, som ikke udnytter deres pladser og samtidig hverken frigiver eller giver pladsen videre til en medfan. Det opfordrede klubbens administrerende direktør, Ole Palmå, tirsdag til, så klubben kan komme tættere på kapaciteten på 27.000.
Muligheden for, at rekorden bliver sat på Brøndby Stadion i stedet for på Ceres Park blev tirsdag markant mere sandsynlig, da Silkeborgs hovedsponsor, JYSK, købte alle billetter til søndagens kamp, som de forærer gratis væk. Dertil kan man lægge, at der for både OB og FC Midtjylland venter en enorm vigtig kamp i deres bestræbelser på at blive ‘best of the rest’ og snuppe Superligaens syvendeplads.
OB kunne torsdag meddele, at to af de i alt fire tribuner var udsolgt til kampen mod AaB, og OB forventer ‘op mod 10.000 tilskuere’. FC Midtjylland har ikke i skrivende stund meldt noget ud om deres forventede tilskuertal.
Sådan har vi udregnet og fremskrevet de omtalte prognoser:
OB har i denne sæson haft et tilskuergennemsnit på 9.407 tilskuere til sine hjemmekampe, mens de i sæsonens tidligere møde med AaB havde 9.013 tilskuere på Nature Energy Park i Odense.
FC Midtjyllands tilskuergennemsnit i denne sæsons hjemmekampe lyder på 8.475, og senest de mødte AC Horsens i Herning tilbage i oktober, blev kampen overværet af 8.649 tilskuere.
Silkeborg er det hold i Superligaen, der har haft størst procentmæssig nedgang i tilskuertallet i denne sæson holdt op imod sidste sæson, og kun 5.210 tilskuere har gennemsnitlig været på plads til midtjydernes hjemmekampe. Seneste møde mod Lyngby blev overværet af 4.681 tilskuere.
Brøndby Stadion har i denne sæson et tilskuergennemsnit på 18.752 tilskuere, men til det seneste københavnerderby mod rivalerne fra F.C. København havde i alt 23.245 tilskuere indfundet sig.
På Ceres Park har AGF i denne sæson haft et gennemsnit på 13.953 tilskuere, og Aarhus-klubben er den klub i ligaen, der har oplevet størst pocentmæssig fremgang i forhold til seneste sæson. Til seneste hjemmemøde mod FC Nordsjælland blev det dog kun til 10.959 tilskuere.
Randers FC har med 6.034 tilskuere i snit til sine hjemmekampe præcis 22 tilskuere mere til sine hjemmekampe, end tilfældet er for mandagens modstander fra Viborg FF. Til de to mandskabers første møde i sæsonen i Kronjylland overværede 5.456 Randers’ 1-0-sejr.
Kilde: Superstats.dk og Superliga.dk.