Midtbanespiller vil væk fra Brøndby: Har informeret klubben
Det er ikke blevet til meget spilletid for Christian Cappis under Jesper Sørensens ledelse i Brøndby, og nu vil amerikaneren videre i karrieren.
To år, en måned og 20 dage.
Så meget resterer der af Christian Cappis’ kontrakt i Brøndby, men står det til amerikaneren selv, så er han snart videre.
23-årige Cappis spillede fast for Brøndby under Niels Frederiksen, men efter trænerskiftet denne vinter, hvor Jesper Sørensen har overtaget taktstokken, er det ikke blevet til meget spilletid.
Det har nu fået Christian Cappis og dennes agent, Johan Wins, til at søge nye udfordringer.
– Christian ser på mulighederne for et sommerskifte. Jeg har allerede informeret klubben, at vi er begyndt at søge nye udfordringer, for det er på tide, at han får spillet, siger Wins til bold.dk.
Brøndby fik revanche mod Randers efter Mathias Kvistgaarden-showUnder Jesper Sørensens ledelse er det blot blevet til tre korte indhop og i alt 58 minutters fodbold i denne sæson for Christian Cappis.
Selvom Cappis har følt sig godt behandlet i Brøndby, så er situationen altså ikke holdbar for amerikaneren, der blev hentet til klubben fra Hobro i sommeren 2021.
Dengang menes Brøndby at have sendt cirka to millioner kroner mod den til den nordjyske klub, men den pris menes de nemt at kunne holde hjemme ved et eventuelt salg. Ifølge Transfermarkt har Cappis lige nu en markedsværdi på 1,5 millioner euro – cirka 11 millioner kroner.
Christian Cappis har i alt spillet 61 kampe for Brøndby, og midtbanespilleren har bidraget med otte mål. I oktober 2021 blev han matchvinder for Brøndby både i 3-2-sejren over Vejle samt i 0-1-sejren over Viborg to runder senere.