
Video: PSG-fans udenfor Neymars hus – klubben fordømmer
En gruppe PSG-fans dukkede onsdag aften op foran Neymars hus, hvor de ikke lod megen tvivl tilbage om, hvad de gerne ser der sker med den brasilianske stjerne.

– Neymar casse-toi, Neymar casse-toi, Neymar-Neymar-Neymar casse-toi!
En gruppe PSG-fans var onsdag aften forsamlet foran klubbens brasilianske rekordindkøb, Neymars, hus.
Her lod de med sang brasilianeren vide, at de ville have ham til at ‘casse-toi’ – eller ‘skrubbe af’ på dansk.
Episoden har efterfølgende fået Paris Saint-Germain til at fordømme episoden.
– Paris Saint-Germain fordømmer på det kraftigste den utålelige og fornærmende aktion af en lille gruppe individer, som fandt sted onsdag. Uanset forskellige meninger, så er der intet, der retfærdiggør noget sådant.
– Klubben giver sin fulde støtte til sine spillere, stab og alle dem, der måtte være mål for sådan en skamfuld opførsel, lyder det fra den franske hovedstadsklub.

Bølgerne går i øjeblikket højt i PSG, som tidligere på ugen tildelte verdensmesteren, Lionel Messi, to ugers intern karantæne som følge af hans ferietur til Saudi Arabien uden klubbens viden.