
Skadeschok: FCM må undvære januarindkøb resten af sæsonen
FC Midtjylland har bekræftet, at klubben må undvære én af klubbens nye drenge resten af sæsonen.

Emam Ashour er ude resten af sæsonen.
Det har FC Midtjylland offentliggjort på sin hjemmeside.
Skaden opstod, da den nyindkøbte egypter deltog i en Future Cup-kamp mandag aften mod Viborg.
Efterfølgende undersøgelser konkluderede, at egypteren ikke kommer i spil mere på denne side af sommeren.
Ashour er nu taget hjem til sin familie i Egypten, hvor han gå i gang med genoptræningen.
– Vi er meget ærgerlige over, at Emam ikke får mulighed for at spille flere kampe i denne sæson. Samtidig er Emam ked af det, og han ønskede ikke at slutte sæsonen på den her måde.
– I fællesskab med vores sundhedsstab har vi besluttet, at han vil modtage behandling i hjemlandet, hvor den egyptiske landsholdslæge står for at få ham tilbage. Vi har vurderet, at det er bedst og mest optimalt for ham at modtage sin behandling i et trygt miljø nær sin familie, fortæller sportschef Svend Graversen.
25-årige Emam Ashour nåede inden skaden at spille syv kampe i FCM-trøjen, hvor det blev til to mål. Heriblandt en mindeværdig debutscoring mod Sporting i Europa League.