3F Superligaen

Lyngby-træner lægger ‘kæmpe’ pres på AaB: De SKAL vinde

Mindgamet er igang forud for bundkampen mellem AaB og Lyngby, og gæsternes cheftræner, Freyr Alexandersson, lægger al pres på modstanderne.

Lyngbys cheftræner, Freyr Alexandersson, lægger forud for mødet med AaB søndag presset over på nordjydernes skuldre.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

– AaB SKAL vinde, Lyngby VIL vinde.

Søndag spilles en potentielt sæsondefinerende kamp for begge mandskaber, når AaB tager imod Lyngby.

Side om side i bunden af Superligaens nedrykningsspil spejder begge mandskaber mod AC Horsens over nedrykningsstregen, og vinderen af søndagens kamp vil tage et kæmpe skridt mod potentiel redning.

For Lyngbys cheftræner er der dog ikke nogen tvivl om, hvilken af de to klubber, der er størst pres på.

– AaB er en klub af en vis størrelse, og de ligger pt. sidst. For dem er en hjemmekamp mod Lyngby en must-win-kamp. De skal vinde, og selvom vi også rigtig gerne vil vinde og vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan, så er presset alt andet lige et andet på dem, lyder det fra Lyngby-cheftræner Freyr Alexandersson, der uddyber:

– Der er kæmpe pres på AaB, og selvom vi står i den samme situation pointmæssigt, står vi alligevel i lidt forskellige situationer. Vi kæmper om det samme, men deres budget, ageren på transfermarkedet osv. gør, at der naturligvis er større forventninger og et større pres på dem, end der er på os.

Lyngby er forud for kampen ét point foran AaB, mens de har seks point op til AC Horsens samt søndagens kamp i hånden. Dermed har Lyngby, i modsætning til AaB, overlevelsen i egne hænder.

– Vi har stadig et mindset, der hedder, at vi vil vinde alle kampe. VI er all in, men vi læser også kampbilledet fra momentum til momentum i alle kampe. Vi tager til Aalborg efter alle tre point, siger Alexandersson.

Kampen på Aalborg Portland Park sparkes igang søndag klokken 14 og kan ses på Canal 9.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P