
Forud for skæbnekamp i Premier League: Tre markante profiler klar for Leicester – formentlig
Der står ualmindeligt meget på spil, når Leicester tirsdag gæster Leeds i Premier League. Victor Kristiansen og co. kan nu glæde sig over, at de med stor sandsynlighed får tre af sine største profiler klar til opgøret.

Kampen for overlevelse i Premier League ligner en sand gyser.
To af de klubber, som i dén grad må siges at være viklet ind i den modbydelige nedrykningsstrid, brager tirsdag sammen, når Leicester gæster Leeds.
Forud for opgøret indtager Leeds 16. pladsen i Premier League med ét point ned til stregen – Leicester ligger på 17. pladsen med en bedre målscore end Everton.
Der er dog godt nyt for Leicester, som senest fik tilkæmpet sig en 2-1-sejr over Wolves.
Her har der nemlig været tvivl om tre af de største navne i klubben, men går alt som ventet, er de alle klar til tirsdagens vigtige kamp.
– Harvey (Barnes, red.) var med til træning i går (søndag, red.). Han træner igen i dag, og hvis ikke han har problemer, så er han klar.
– Madders (James Maddison, red.) kom ind og trænede i styrkelokalet i går. Han træner med os i dag, så jeg forventer også at have ham klar.
– Jamies (Vardy, red.) ankel har det fint. Han træner med os i dag, så han er endnu en, som vi kommer til at have til rådighed, hvilket er virkelig godt for os, siger Leicester-manager Dean Smith til klubbens hjemmeside.
Klubbens anfører, Jonny Evans, når dog ikke at blive klar til braget mod Leeds.

James Maddision sad senest ude med sygdom, mens Harvey Barnes har kæmpet med en skade. Jamie Vardy spillede ganske vist i kampen mod Wolves lørdag, men blev skiftet ud med ankelproblemer i pausen.
Kampen mellem Leicester og Leeds fløjtes i gang tirsdag klokken 21.00.