
Manchester City skriver historie med semifinale-sejr: Slår 57 år gammel rekord
Med 3-0-sejren over Sheffield United slår Manchester City Evertons rekord fra 1966.

Manchester City er på ny historiske.
Lørdag eftermiddag spillede de forsvarende engelske mestre sig i FA Cup-finalen med en overbevisende 3-0-sejr over Sheffield United fra Championship.
Det giver sig selv, at det er imponerende, at Guardiola igen har ført sit hold i finalen, men kigger man på de underliggende tal og præstationerne gennem turneringen, bliver det faktisk historisk imponerende!
Manchester City har nemlig ikke lukket et eneste mål ind i turneringen, siden de trådte ind i den i dens tredje runde i starten af det nye år.
Og ifølge den engelske statistik database Opta er det første gang, et hold har præsteret det, siden Everton gjorde det tilbage i 1965/66-sæsonen.
På vejen har Guardiola og co. blandt andet kylet både Arsenal og Chelsea ud af turneringen, mens også klubbens tidligere kaptajn Vincent Kompany, som nu er manager i Burnley, fik en tur i maskinen i kvartfinalen.
Du kan få det fulde overblik over Citys vej til finalen efter reklamen.
Manchester Citys vej til FA Cup-finalen 2022/23:
Tredje runde: Manchester City 4-0 Chelsea
Fjerde runde: Manchester City 1-0 Arsenal
Femte runde: Bristol City 0-3 Manchester City
Kvartfinalen: Manchester City 6-0 Burnley
Semifinalen: Manchester City 3-0 Sheffield United