Kæk Jesper Lindstrøm har en regel: Skal vinde et trofæ hvert år
Jesper Lindstrøm vil vinde minimum ét trofæ hvert år i sin karriere - og han er allerede godt på vej.
Jesper Lindstrøm vil gerne vinde trofæer.
Den unge kantspiller har indtil videre vundet både det danske mesterskab og Europa League med henholdsvis Brøndby IF og Eintracht Frankfurt.
Han fortæller nu til Viaplay, at det nok ikke er helt tilfældigt, at han allerede har vundet flere – og større – trofæer, end mange fodboldspillere opnår i løbet af en hel karriere – det er nemlig en regel.
– Jeg tror, at alle i klubben – både trænere, spillere, administrationen, det hele – gerne vil vinde Pokalen. For det første sikrer det europæisk i næste sæson. For det andet er det altid fedt at vinde et trofæ. Jeg har jo en regel om, at jeg skal vinde et trofæ hvert år jo – første år i Brøndby, andet år Europa League med Frankfurt, og så kunne det være dejligt at vinde Pokalen (i år med Frankfurt, red.).
– Sidste år var det værre i Bundesligaen, end det har været i år. Vi skal selvfølgelig håbe på nogle resultater og vinde vores egne kampe, men der er stadig en mulighed for at spille om nogle pladser i Bundesligaen – det var der ikke rigtig sidste år.
– Der lå vi og rodede omkring niendepladsen, og der havde vi meget fokus på Europa League. Vores hold var heller ikke så bredt, som det er i år. Der er flere om buddet, så alle kan spille, siger den danske landsholdsspiller til Viaplay.
Selvom Jesper Lindstrøm har sin ‘regel’ om at vinde et trofæ hvert år, så skal der også være plads til at have sjovt undervejs. Faktisk skal der være mere end bare ‘plads’ til at have det sjovt – det er en nødvendighed.
– Man spiller fodbold for at vinde fodboldkampe, og vil du vinde fodboldkampe, så vinder man også trofæer. Det er jo derfor, man gør det. Det er derfor, man spiller fodbold.
– Men jeg har altid gået efter at have det sjovt – og selvfølgelig er det sjovt at vinde, men det er også sjovt at udvikle sig. De trofæer, jeg allerede har været så heldig at vinde, det er bare en bonus i min karriere indtil videre. Forhåbentlig vinder jeg flere, men… Jeg er glad for at spille fodbold, og jeg synes, at det er sjovt at spille fodbold. Jeg tror, at hvis man altid har det sjovt, og ikke gør det, fordi det er et arbejde, men fordi at det er sjovt, så tror jeg, at de der ting kommer.
– Og ja, så har det været godt, at jeg skiftede på det rigtige tidspunkt til Frankfurt. Det var, og er, et godt sted. Et perfekt skridt for mig – og så var det fedt, at jeg kunne være med til at vinde Europa League, siger den 23-årige Frankfurt-profil.
Lindstrøm om stemningsboykot i Brøndby: Bliver helt ked af det på spillernes vegneJesper Lindstrøm og resten af Eintracht Frankfurt indtager lige nu syvendepladsen i Bundesligaen med seks kampe tilbage.
I den tyske pokalturnering, hvor man jagter trofæet, er man nu nået til semifinalen. Her venter VfB Stuttgart, inden man altså kan stå i en finale mod enten Frieburg eller RB Leipzig.
Du kan se interviewet med Jesper Lindstrøm i videoen øverst i artiklen