Celtic-dansker: Vi er på niveau med Premier League
Celtics dansk-engelske midtbanespiller, Matt O'Riley, nyder stor succes i den skotske storklub, som i øjeblikket præsterer på et højt niveau.
Han bidrog selv med to scoringer i weekendens 1-4-sejr over Kilmarnock.
Skotske Celtic er, til trods for at der stadig resterer én kamp af grundspillet og fem kampe i mesterskabsspillet, så godt som sikre på at genvinde det skotske mesterskab.
30 sejre, én uafgjort og ét nederlag har genstartet en gammel traver; nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Celtic ville kunne klare sig i den engelske Premier League.
Det er klubbens dansk-engelske midtbanespiller, Matt O’Riley, der kun har misset én af af Celtics i alt 44 kampe i denne sæson, ikke så meget i tvivl om.
– Det er vanskeligt at sammenligne med Premier League, for vi har ikke spillet i den liga før, men i forhold til det niveau, vi spiller på lige nu, så synes jeg, at det er oppe på samme niveau, hvilket er fedt, lyder det fra O’Riley.
Celtic er med seks kampe tilbage af sæsonen 12 point foran de evige rivaler fra Rangers, og dermed kan den katolske af de to Glasgow-klubber allerede om to runder sikre sig mesterskabet, hvis Rangers samtidig lider bare ét pointtab.
Celtic vandt det skotske mesterskab ni sæsoner i træk fra 2011-12-sæsonen og frem til og med 2019-20-sæsonen.
I den periode var rivalerne fra Rangers i flere år at finde i de lavere rækker som følge af den konkurs, de i 2012 løb ind i.