Real-stopper fyldt med selvtillid: Jeg er på vej til at blive den bedste i verden
Tanken er fyldt til randen med selvtillid hos Real Madrids brasilianske midtstopper.
Forventningerne var enorme, da Real Madrid gjorde Eder Militao til den dyreste forsvarsspiller i klubbens historie i 2019.
Og efter flere bump på vejen med både svingende præstationer og skadesproblemer har brasilianeren nu også bidt sig fast som en af de ledende karakterer i Real-bagkæden.
Og det har påvirket hans selvtillid gevaldigt. I hvert fald var han på dagens pressemøde forud for returopgøret i Champions League-kvartfinalen mod Chelsea i morgen sprængfyldt med selvtillid.
Den 25-årige stopper blev spurgt til, hvorvidt han selv synes, han er den bedste i verden på sin position lige nu.
– Det er en individuel vurdering, men jeg synes, jeg er på vej til det, svarede han ifølge Marca på spørgsmålet, og fortsatte:
– Det var en svær tid, da jeg kom til, grundet de gode spillere, der var her. Men nu gør jeg det virkelig godt.
Indtil videre er det blevet til 131 kampe for Militao i Real Madrid-trøjen. I dem har han bidraget med 10 scoringer.