Medie: Premier League-storklub byder på Højlund
Interessen for Rasmus Højlund skulle nu være blevet konkret, da en af Premier Leagues storhold skulle have lagt et bud på bordet.
Han er brandvarm!
Danske Rasmus Højlund har spillet godt i denne sæson – både for klubholdet Atalanta fra den italienske Serie A, men også på det danske landshold, hvor han nettede fem gange i den seneste landsholdssamling.
Og hvis Højlund ikke var et varmt navn i diverse storklubber før landsholdssamlingen i marts, så skulle han i hvert fald være det nu. Så varm, at en af Premier Leagues absolutte storhold har valgt at gøre interessen for Højlund konkret.
Ifølge Corriere di Bergamo skulle Atalanta-direktør Luca Percassi nemlig have taget turen til London for nyligt for at tale med Chelsea om interessen for Højlund.
Og her skulle der angiveligt være kommet et konkret beløb på bordet.
68 millioner euro skulle Chelsea være klar på at smide i retningen af Atalanta for at gøre Højlund til Chelsea-spiller. Det svarer til i omegnen af 510 millioner danske kroner.
Alle snakker om Højlund, Bellingham og Musiala: Her er fire talenter du også bør kendeFor at sætte ovenstående beløb i perspektiv, så skulle Atalanta i sin tid have betalt omkring 125 millioner kroner for danskeren i sommer. Holder beløbene, så skulle Atalanta altså kunne gange indkøbsbeløbet med fire ved et potentielt salg.
Mediet skriver dog, at det, trods den konkrete interesse, er langt fra sikkert, at Højlund forlader Atalanta til sommer. Det forlyder, at beslutningen vil blive truffet, når sæsonen er slut, hvor det vil stå klart, om Atalanta har kvalificeret sig til Champions League.
Ifølge mediet skulle stort set alle tophold i Europa være interesseret i at hente Rasmus Højlund. Det gælder blandt andet Napoli, Juventus og Inter i den italienske Serie A, mens også flere store Premier League-klubber ventes at gå på angriberjagt til sommer.
Mediet beretter i øvrigt, at Atalanta er klar over Højlunds værdi og nægter at lytte til bud under 490 millioner kroner.
Rasmus Højlund har i denne sæson spillet 27 kampe for Atalanta. Her er det blevet til otte mål og tre assists. For det danske landshold står Rasmus Højlund noteret for fire kampe og fem mål.
Rasmus Højlund er fortsat på kontrakt i Atalanta frem til sommeren 2027.