
Historiske Haaland tangerer rekorden for flest Premier League-mål i samme sæson
Erling Haaland har tangeret rekorden for flest scorede mål i en Premier League-sæson med 38 kampe.

Det har nærmest blot været et spørgsmål om tid, siden sæsonen gik i gang.
Lørdag skete det så.
Med to mål i første halvleg mod Leicester, har Erling Haaland nu tangeret rekorden for flest scoringer i en Premier League-sæson. Eller, i hvert fald i de mange Premier League-sæsoner, hvor man ‘kun’ har skullet spille 38 kampe.
Erling Haalands scoring til 3-0 mod Leicester var hans nummer 32 i Premier League i denne sæson, hvilket er samme antal som Mohamed Salah scorede i 2017/18-sæsonen for Liverpool.
Erling Haaland har nu fortsat resten af kampen mod Leicester samt otte kampe mere til at slå rekorden.

Erling Haaland stiller sig dog formentlig ikke tilfreds med blot at tangere, eller nuppe, rekorden for flest mål i en sæson med 38 kampe, og han har da heller ikke særlig langt op til all time-rekorden.
I Premier Leagues spæde begyndelse var der nemlig 22 hold med, hvilket betød 42 kampe i løbet af en sæson.
Med de fire ekstra kampe scorede Andy Cole 34 mål tilbage i 1993/94-sæsonen, inden Alan Shearer tangerede den rekord sæsonen efter.
Otte kampe og to mål op til de to Premier League-legenders rekord – mon ikke den norske målmaskine nok skal nå det?