FC Nordsjælland dominerer fodboldscenen: I verdenseliten for U20-spillere!
FC Nordsjælland er den fodboldklub i verden, der giver klart flest spilleminutter til spillere under 20 år. Ifølge klubbens akademidirektør, Mikkel Hemmersam, er det slet ikke en tilfældighed.
FC Nordsjælland er verdensførende, når det kommer til at give spilletid til unge spillere.
Det kommer næppe som et chok for følgere af Superligaen, at FC Nordsjælland satser på ungdommen, men onsdag udkom en rapport fra International Center for Sports Studies (CIES), der slår fast, at Farum-klubben er bedst, når det kommer til at give unge fodboldspillere chancen.
Rapporten er udarbejdet over en femårig periode fra april 2018 til marts 2023 og dækker over 76 nationale ligaer på verdensplan. I den periode har Nordsjælland brugt intet mindre end 41 U20-spillere på førsteholdet, hvilket har udløst topplaceringen.
Spørger man Mikkel Hemmersam, der er sportslig akademidirektør i klubben, er det langt fra tilfældigt, at man ligger i toppen. Det er et udtryk for en succesfuld strategi:
– Når man skal ligge på toppen af sådan en liste, så kræver det også en strategisk tilgang til det, og at man virkelig tror på det, men også at man bliver ved med at udvikle dygtige spillere. Vi kan ikke bare lade spillerne løbe rundt på førsteholdet, bare fordi de er unge. De skal også være dygtige nok til at spille Superliga-fodbold.
– Den kombination af at være unge og dygtige og samtidig på nuværende tidspunkt at være med i toppen af Superligaen er vi selvfølgelig rigtig stolte af, siger Mikkel Hemmersam til campo.dk.
DU KAN FØLGE CAMPO.DK PÅ FACEBOOK – KLIK HER!
Rapporten viser, at hele 37 procent af de tilgængelige spilleminutter hos FC Nordsjælland er gået til spillere, der endnu ikke er fyldt 20 år. Slovakiske MSK Zilina på andenpladsen lå til sammenligning på 20 procent.
Det er et enormt spring på 17 procentpoint, hvor afstanden fra listens andenplads til 10. pladsen kun er sølle 4,5 procentpoint.
– Jeg tror, at mange klubber rundt omkring vil spille med unge spillere, men det kræver også, at de har nogen, der er dygtige nok, og at de har et mindset til at bringe dem frem, siger Mikkel Hemmersam, inden han igen fremhæver FC Nordsjællands strategi på området.
Samtidig slår akademichefen fast, at listen ikke kommer til at ændre på noget i Farum, selvom det selvfølgelig giver blod på tanden.
– Dagligdagen fungerer på samme måde, og det har virket for os at tro på det, vi gør. Så det ændrer ikke noget i forhold til det – tværtimod kunne jeg forestille mig, at vi bliver mere ambitiøse om at gøre det bedre i fremtiden, fordi mindset’et i klubben også handler om, hvordan vi hele tiden kan blive dygtigere.
Næste gang FC Nordsjællands talenter får chancen for spilletid er på mandag, hvor holdet møder Randers FC på udebane. En kamp du kan se på Viaplay kl. 19.00.