Medie: Europæiske tophold står i kø for Barca-komet
FC Barcelona skal muligvis forberede sig på at miste et af verdens største talenter, hvis klubben ikke får styr på økonomien.
Gavi har gang i en forrygende sæson.
Foruden at være fast mand på det spanske landshold, har den 18-årige komet spillet en hovedrolle i FC Barcelonas genfødsel under Xavi, hvor storklubben med stor sandsynlighed vinder det spanske mesterskab.
På trods af det, er Gavi stadig tilknyttet på en ungdomskontrakt. Det skyldes, at den kontrakt han indgik med Barcelona tilbage i september ikke kan registreres hos det spanske fodboldforbund, da kontrakten vil overstige det spanske lønloft.
Ifølge den spanske avis Marca har klubben også valgt at prioritere at få styr på Gavis kontraktlige forhold, når sæsonen er forbi.
Ikke mindst fordi Europas største klubber ifølge avisen lurer på den talentfulde midtbanespiller i håbet om at lokke ham væk til en fordelagtig pris.
Præcis hvilke klubber, der er tale om, nævnes ikke, men klubberne stammer angiveligt fra England og Tyskland. I samme ombæring meldes det dog, at der endnu ikke har været forhandlinger med nogen klubber om en eventuelt transfer.
Gavi blev tilbage i oktober anerkendt som en af de bedste unge fodboldspillere, da han fik overrakt den prestigefyldte Golden Boy-pris, som holdkammeraten Pedri vandt året forinden.