Brillerer i Olympiakos: Pep Biel spås stort skifte
Det går godt i Olympiakos for den tidligere FCK'er, Pep Biel. Så godt, at det ikke er usandsynligt, at han snart rykker til en af de største ligaer.
I 2019 skiftede han Real Zaragoza ud med F.C. København og i sommer gik turen så videre til Grækenland og den græske storklub Olympiakos.
Men selvom kontrakten med den græske storklub løber frem til sommeren 2027, så kan en endnu større adresse snart være i vente for den nu tidligere F.C. København-spiller Pep Biel.
Det skriver den spanske avis Sport.
Den 26-årige spanier har nemlig præsteret flot siden sit skifte og er straks blevet en af klubbens profiler.
Med ni mål og tre assists i 29 kampe for Olympiakos har Biels præstationer skabt opmærksomhed i Spanien. Og ifølge Sport kalder det på et skifte til en større liga.
– Han er ikke interesseret i at være i rampelyset, men det kan han ikke undgå med de præstationer.
– Det er kun gået en vej – og det er opad. Det ville ikke være overraskende, hvis han – med de tal, han har præsteret i denne sæson – tager springet til en stor liga, skriver avisen.
Pep Biel udtaler i samme forbindelse, at han har det godt i Olympiakos, hvor han er faldet godt til – både i klubben og i Athen.
Moneyball-Milan – Medie peger på FCK-profil til den italienske storklub