
United-legende drømmer om job i Premier League: Måske om to-tre år
Han er der ikke endnu, men tiden skal nok komme for den tidligere Manchester United-angriber Dwight Yorke.

Indtil nu har han kun erfaring fra den australske A-League.
Dwight Yorke startede i maj sidste år sin karriere som manager med jobbet i den australske A-League klub Macarthur, men i januar i år blev han fyret efter 18 kampe i spidsen.
Ikke desto mindre drømmer han om engang at vende tilbage til Premier League, hvor han som spiller tørnede ud for både Aston Villa, Manchester United, Blackburn og Birmingham.
– Jeg er stadig på et tidligt stadie i min trænerkarriere, og der vil komme en tid og et sted for mig, når jeg kommer op ad [karriere-] stigen. Min tid kommer, men det er ikke endnu.
– Jeg må være fornuftig i min beslutningsproces, og jeg må indrømme, at Premier League ikke helt er for mig endnu. Måske om to eller tre år vil jeg forsøge at være i den kategori, der kan få et job, som det der er ledigt i Tottenham nu, siger Dwight Yorke ifølge Evening Standard.

Dwight Yorke var i 1999 med til at vinde The Treble med Manchester United, hvor han sammen med Andy Cole udgjorde en nærmest legendarisk angrebsduo.
Angriberen fra Trinidad & Tobago nåede at spille 73 landskampe med 18 mål til følge for sit land, mens det blev til 152 kampe og 66 mål for Manchester United.