Ingen Sviatchenko-debut i Houston-sejr
Erik Sviatchenko har stadig sin officielle debut til gode, efter han tidligere på ugen skiftede Danmark ud med USA.
Selvom han er i Texas, var der ingen spilletid.
Erik Sviatchenko skiftede tidligere på ugen FC Midtjylland ud med Houston Dynamo i den amerikanske MLS.
Natten til søndag dansk tid besejrede Texas-klubben hjemme New York City 1-0, men det var uden dansk islæt på banen.
Erik Sviatchenko afventer efter alt at dømme fortsat sin amerikanske arbejdstilladelse, ligesom Houston Dynamo ved transferens offentliggørelse skrev, at transferen var betinget af både visa og et internationalt transfer-certifikat.
Den manglende dansker holdt dog ikke Houston Dynamo fra at tage sin anden sejr i træk, og dermed er den texanske klub på seks point efter fire kampe i MLS.
New York City-danskeren Malte Amundsen så hele kampen fra bænken.