FC Midtjylland skriver lang kontrakt med ung forsvarsspiller
Bare en måned efter sin seneste kontraktforlængelse har den unge FC Midtjylland-spiller underskrevet en ny og længere kontrakt.
I februar skrev han under på en kontrakt af tre års varighed. Nu er den kontrakt skiftet ud med en kontrakt for de kommende fem år.
18-årige Mads Nybo Lauritsen har endnu sin debut for FC Midtjyllands førstehold til gode, men han har af flere omgang været inde omkring truppen.
Hos FC Midtjylland er der store forventinger til den unge forsvarsspiller.
– Nybo er et stort talent, som vi tror meget på. Vi har set ham tage store skridt i sin udvikling de seneste år, og vi arbejder hver eneste dag for, at han skal bygge yderligere på. Han er en spiller, som bliver enormt spændende at følge de næste år.
– Han er en venstrebenet midterforsvarer, som er stærk og dygtig på bolden. Vi har lagt en god udviklingsplan for ham, og nu handler det om at fortsætte det hårde arbejde. Hans udvikling det sidste år har taget fart, hvilket gør, at han inden længe står klar til at tage næste skridt. Vi glæder os til at følge ham, fortæller assisterende sportschef Kristian Bach Bak.
Mads Nybo har taget turen hele vejen op igennem FC Midtjyllands akademi fra U11-årene, og han er ikke i tvivl om, hvad fremtiden gerne skulle byde på.
– Min helt store drøm er en dag at debutere på Midtjyllands førstehold. At debutere på MCH Arena som lokal Herning-dreng foran min familie og venner vil være kæmpestort, lyder det fra Mads Nybo.
Den unge midterforsvarer kunne i tirsdags fejre sin 18-års fødselsdag, og i disse dage er han med det danske U18-landshold, der i en træningsturnering i Spanien møder Norge, Tjekkiet og Sverige.
Mads Nybo Lauritsen står hos DBU noteret for kampe for både det danske U16, U17 og U18-mandskab.