
Journalist: Klubber fra hele Europa jagter Hattrick-Højlund – afviste Premier League-klub sidste sommer
Ifølge normalt troværdige Fabrizio Romano er der stor interesse for den danske komet, der angiveligt valgte Atalanta over Premier League sidste sommer.

Interessen for danske Rasmus Højlund er ikke blevet mindre over natten.
Torsdag tog Atalanta-stjernen Parken med storm, da han med et hattrick i sin startdebut for landsholdet reddede Hjulmand og co. fra fiasko mod Finland.
Danskeren var i forvejen en eftertragtet herre og har været rygtet til flere store adresser rundt i fodboldeuropa i foråret, og hattricket skulle angiveligt kun have gjort danskeren mere ombejlet.
Den normalt troværdige transferjournalist, Fabrizio Romano, skriver således fredag på Twitter, at klubber i store europæiske ligaer har danskeren under luppen.
– Rasmus Højlund scorede tre mål for Danmark i går, og interessen (for ham red.) forud for sommeren, skriver den italienske journalist og fortsætter:
– Han har scoret 14 mål i denne sæson – Premier League- og Bundesligaklubber følger ham nu tæt.
Der har tidligere floreret rygter om interesse for Højlund fra både Arsenal og Real Madrid.

Romano kan desuden også løfte sløret for, at det faktisk kunne være blevet til en tilværelse i Premier League for danskeren sidste sommer.
– Jeg kan afsløre, at Southampton ville have ham sidste sommer, men Rasmus valgte Atalanta, skriver han slutteligt i tweetet.
Højlund får mulighed for at imponere klubberne yderligere, når Danmark søndag eftermiddag klokken 15:00 møder Kasakhstan i EM-kvalifikationen.