Hattrick-helten Lukaku dukkede Sverige
Romelu Lukaku viste sig fra sin bedste side, da han med tre scoringer sikrede en belgisk sejr mod Sverige.
Romelu Lukaku viste topniveauet, da hans hattrick sikrede Belgien en 3-0-sejr mod Sverige.
Den store belgier har indtilvidere i sæsonen ikke gjort det store væsen af sig på klubholdet Inter, hvor det kun er blevet til tre mål i 15 kampe.
Derfor havde han også noget at bevise, da den nye belgiske landstræner, Domenico Tedesco, valgte at starte Lukaku på toppen.
Og 10 minutter inden pausen begyndte den store belgier at betale tilbage for tilliden, da han på oplæg af Dodi Lukebakio sparkede føringsmålet ind.
I anden halvleg gentog samarbejdet sig, da selvsamme konstellation fordoblede føringen efter 49 minutter, inden Lukaku igen lynede med syv minutter tilbage af kampen og samtidig sikrede sit hattrick.