LaLiga-talent er født og opvokset i Sverige: Nu har han valgt det danske landshold
Filip Jørgensen er født og opvokset i Sverige, men den unge Villarreal-keeper har alligevel besluttet sig for en fremtid på det danske landshold.
Filip Jørgensen er født nær Malmø, men han har nu besluttet sig for at stå for det danske landshold.
Det fortæller han ifølge Tipsbladet onsdag.
Det til trods for, at den 20-årige keeper ikke blot er født i Sverige – han har også haft hele sin opvækst hos vores skandinaviske naboer.
Men det virker ikke til, at det er nationalfølelsen – eller manglen på samme – der har vægtet mest i beslutningen – det er højere grad en sportslig beslutning.
– Jeg synes bare, det er et bedre landshold, og spillestilen passer mig bedre – den er mere international, forklarer Filip Jørgensen om sin beslutning om at tørne ud for Danmark.
At den unge målmand kan vælge det svenske og det danske landshold skyldes, at han har en svensk mor og en dansk far.
Nordisk kombineret: Kunne dette ‘landshold’ vinde EM?Filip Jørgensen har sin daglige gang i spanske Villarreal, hvor han lige nu står i skyggen af bundrutinerede Pepe Reina, der har en fortid i klubber som Liverpool, AC Milan, Bayern München og Napoli.
Den tidligere Liverpool-keeper har dog rundet de 40 år, og hans kontrakt løber ud til sommer. Det kan derfor meget vel blot være et spørgsmål, før Filip Jørgensen bliver førstevalg i LaLiga-klubben.
Konkurrencesituation til trods, står Filip Jørgensen i denne sæson noteret for en enkelt kamp i LaLiga, en kamp Copa del Rey og tre kampe i Conference League. I de fem kampe har han lukket i alt otte mål ind.
Filip Jørgensen er lige nu afsted med det danske U21-landshold, hvor han håber på at blive førstevalg, nu hvor Mads Hermansen er med A-landsholdet.