
Conference League overblik: Både Schmeichel og Dreyer videre til kvartfinalerne
Conference League spiller her til aften ottendedelsfinaler. Her finder du et samlet overblik over, hvordan resultaterne falder ud.

I Conference League spiller de torsdag aften returopgør i jagten på kvartfinalerne i den mindste af de europæiske klubturneringer.
For Djurgården, der var det sidste nordiske islæt i europæisk fodbold, gik den ikke længere, da det svenske hold samlet tabte 0-5 til Lech Poznan fra Polen efter et 0-2-nederlag torsdag aften.
Anderledes godt gik det for Fiorentina, der bankede Sivasspor med 4-1 på udebane og samlet tager sejren med 5-1.
I den sidste af de tidlige opgør spillede Basel mod Slovan Bratislava. Et opgør, der gik i forlænget spilletid efter begge opgør i ordinær tid endte 2-2. Opgøret gik tilmed hele vejen i straffesparkskonkurrence, hvor Slovan Bratislava brændte de to første – et slag, de ikke nåede at reparere. Dermed er Basel videre.
I de sene kampe røg Lazio, der var i pulje med FC Midtjylland, ud, efter to nederlag á 2-1 til AZ Alkmaar.
Kasper Schmeichel og Nice er videre til kvartfinalerne efter de komfortabelt vandt 3-1 mod Sheriff Tiraspol og samlet vandt 4-1.

Engelske West Ham vandt samlet hele 6-0 mod AEK Larnaca efter en 4-0 sejr på London Stadium torsdag aften.
I det sidste opgør tog Anders Dreyer og Anderlecht en flot sejr på udebane mod Villarreal på 1-0. Sejren betyder tilmed, at danskerklubben går videre, da de sammenlagt vinder 2-1.
Dermed er alle holdene til kvartfinalerne af Conference League fundet, når der fredag klokken 14.00 trækkes lod.