Var Lyngby-træner bange for at få en fyreseddel?: Forstår mekanismerne
Det så langt fra prangende ud for Lyngby Boldklub forud for sidste spillerunde i efteråret - Freyr Alexandersson var dog ikke bange for at blive fyret, men hans stab var måske en anelse bekymret, fortæller han.
Lige nu er alt fryd og gammen i Lyngby Boldklub.
På mere eller mindre mirakuløs vis har oprykkerne nu en aldeles reel chance for overlevelse i Superligaen.
Man skal dog ikke gå mange kampe tilbage, før det stod anderledes skidt til.
Bevares, Lyngby ligger nu side om side med AaB under nedrykningsstregen og der er lang vej endnu, men ser man bort fra klubbens pointhøst i de seneste fem kampe, så var Lyngby isoleret dybt nede i bunden af tabellen med fem point efter 16 kampe – og fortsat uden sæsonens første sejr.
Alligevel var klubbens cheftræner, islandske Freyr Alexandersson, aldrig bange for at få en fyreseddel, da det så allerværst ud – men det var hans stab til gengæld.
– Narj, jeg var ikke bange for det. Men selvfølgelig, så kender jeg mekanismerne i fodboldverdenen. På et tidspunkt var min stab måske lidt bekymret over det, så jeg fik det italesat; at det skulle de ikke bekymre sig om, siger han til campo.dk.
Freyr Alexandersson ville ellers langt fra have været den første cheftræner til at få sparket i denne sæson.
Således har AaB vinket farvel til Lars Friis, Brøndby har fyret Niels Frederiksen, F.C. København har sagt farvel til Jess Thorup og FC Midtjylland har stukket en fyreseddel i hånden på først Bo Henriksen og senest Albert Capellas.
Selv peger den 40-årige cheftræner dog på, at han har haft fuld opbakning hele vejen igennem i Lyngby:
– Vi er fælles om det her, og vi går i samme retning. Jeg har heldigvis folk i den her fodboldklub, som forstår, hvor vi står i fødekæden. Så længe, vi udvikler spillere i den rigtige retning og viser et positivt udtryk inde på fodboldbanen, så tror jeg, at alle er tilfredse med det arbejde, som vi laver.
– Men hvis vi ikke udvikler spillerne og udtrykket bliver negativt, så er det måske noget andet. Men jeg var aldrig bange for det.
Lyngby-chef: Ikke kun tre klubber, der skal kæmpe om overlevelse – der kommer til at være fireMed en pointhøst på 10 point i de seneste fem kampe, kigger Freyr Alexandersson og resten af Lyngby pludseligt ind i et særdeles spændende forår, hvor der atter er alt at spille om.
Superligaens sidste runde af grundspillet byder på en duel mod en af de direkte modstandere i nedrykningsspillet, når AC Horsens søndag gæster den kongeblå klub.