
Fodboldspiller død efter kollaps på banen
Ivorianske Moustapha Sylla er død i en alder af 21 år, efter han kollapsede under en kamp søndag.

Moustapha Sylla kollapsede under en kamp søndag, og den 21-årige ivorianer vågnede aldrig op igen.
Tragedien fandt sted under en kamp i den bedste række i Elfenbenkysten, og Moustapha Sylla blev konstateret død på hospitalet.
Det skriver ESPN.
– Spilleren kollapsede under en turneringskamp i Ligue 1, hvor hans klub, Racing Club d’Abidjan, tørnede sammen med Sol FC d’Abodo, bekræfter den tidligere vicepræsident i det ivorianske fodboldforbund, Sory Diabate, overfor ESPN.
I en video af kollapset, kan man se den unge fodboldspiller miste sin balance og falde til jorden. Billeder, der til forveksling ligner det vi så i Parken, da Christian Eriksen fik et hjertestop under EM 2020.
– Klubbens ledelse udtrykker sine dybfølte kondolencer til hans biologiske familie. Hvil i fred, Moustapha. Hvil i fred, løve, skriver hans klub i forbindelse med dødsfaldet.

Den ivorianske tidligere fodboldstjerne, Didier Drogba, har sidenhen reageret på tragedien, hvor han kalder på mere opmærksomhed rettet mod problemet.
– Tre døde ivorianske fodboldspillere i ligaen på mindre end fire år. Hvornår bliver der gjort noget ved det?, skriver han og fortsætter:
– Hvor er de obligatoriske lægebesøg for hver spiller? Blodprøverne, skanningerne og stresstestene?
Didier Drogbas tidligere holdkammerat på landsholdet, Cheick Tiote, døde grundet et hjertestop under en træning tilbage i 2017.