
Dommer forklarer: Derfor er der rødt kort til OB-spiller
Morten Krogh forklarer sin beslutning om at tildele OB’s Aske Adelgaard et rødt kort i kampen mod F.C. København.

OB’s Aske Adelgaard fik en yderst uheldig hovedrolle, da OB blev pryglet godt og grundigt i Parken.
Fynboerne tabte 7-0 til F.C. København og den unge venstreback satte gang i det hele, da han ved stillingen 0-0 begik straffespark og efterfølgende fik tildelt et direkte rødt kort.
Det skete, da han snublede i feltet og derefter bremsede bolden med sin venstre hånd, så den ikke nåede frem til en fri FCK-spiller. Efter kampen har flere sat spørgsmålstegn ved det røde kort, men kampens dommer Morten Krogh står ved dommen:
– Idet han glider, er hans arm i en unaturlig position, og vi har også en ekstra bevægelse i den arm mod bolden, og det er så dét, der gør, at jeg dømmer straffesparket, siger Superliga-dommeren til Viaplay efter kampen.
– Og så efter et VAR-tjek, bliver jeg kaldt til skærmen, og så kan jeg konkluderer, at vi også har en oplagt scoringsmulighed, der bliver frarøvet og derfor det røde kort.

Se hele interviewet med Morten Krogh øverst i artiklen.