Medie: Manchester United jagter tidligere FC Nordsjælland-spiller
Manchester United skulle angiveligt have taget kontakt til den tidligere FC Nordsjælland-offensiv Mohammed Kudus om et potentielt skifte til sommer.
Fra FC Nordsjælland til Manchester United på 2,5 år.
Det lyder umiddelbart som et stort spring. Men ikke desto mindre kan det angiveligt snart blive tilfældet for den tidligere FCN-offensiv og nuværende Ajax-profil Mohammed Kudus.
Det beretter mediet Football Insider.
Ifølge mediets kilder skulle Erik ten Hag have et ønske om at hente den 22-årige ghaneser til United i det kommende transfervindue til sommer.
Det berettes, at United allerede skulle have taget kontakt til Kudus for at diskutere et potentielt skifte. Og her skulle interessen være gensidig.
Der skulle angiveligt være tale om en handel til en værdi i omegnen af 48 millioner pund – svarende til et beløb på den positive side af 400 millioner kroner.
Lodtrækning: Jon Dahls Blackburn undgår United og City i FA Cuppens kvartfinalerKigger man på Manchester Uniteds transferhistorie siden den tidligere Ajax-manager Erik ten Hag tog over i storklubben, ville det formentligt heller ikke være et så opsigtsvækkende skifte.
Erik ten Hag har nemlig flere gange været på rov i sin tidligere klub, hvor han tidligere har hentet profiler som brasilianske Antony og argentinske Lisandro Martinez.
Mohammed Kudus skiftede i sin tid FC Nordsjælland ud med Ajax i sommeren 2020. Her er det sidenhen blevet til 74 kampe for den hollandske storklub med 21 mål og syv assists til følge.
Kudus er i skrivende stund fortsat på kontrakt i Ajax frem til sommeren 2025.