Barça jagter ung Dortmund-spids: Større talent end Moukoko
FC Barcelona skulle have lagt ønsket om at hente Youssoufa Moukoko på is og har i stedet rettet fokus mod et yngre og angiveligt større Dortmund-talent.
Bundesliga-klubben Borussia Dortmund har udviklet en række stjerner gennem tiden.
Således har den stolte tyske klub spillet en vigtig rolle i udviklingen af spillere som Erling Haaland og Jadon Sancho, som i dag gør sig i hver sin ende af Manchester.
To af de kommende storsalg som følge af et flot talentarbejde ventes at blive Jude Bellingham og Youssoufa Moukoko, der løbende rygtes til en række storklubber i Europa – specielt til LaLiga og Premier League.
Men nu skulle den catalanske storklub FC Barcelona angiveligt have fået øjnene op for et nyt stortalent i Dortmund, som man ønsker at få fingrene i.
Ifølge Football España skulle Barça scoute den blot 17-årige tysker Paris Brunner. Og han skulle endda være bedre end Moukoko set ud fra de to spilleres præstationer på Dortmunds ungdomshold – det melder Eurosport.
Paris Brunner er blot 17 år. Og så har han scoret 16 gange i bare seks kampe for Dortmunds U17-mandskab i denne sæson. Derudover står Brunner også noteret for syv mål i ni kampe for det tyske U17-landshold.
Mediet melder dog, at det er usandsynligt, at Borussia Dortmund vil være villige til at slippe den unge angriber, som klubben ser som en af fremtidens helt store talenter.
Paris Brunner er fortsat på kontrakt i Dortmund frem til sommeren 2025.
Medie: Barça lun på City-stjerne – villige til at betale 670 millioner