AaB-profil afviser intern uro: Det er én stor and
Kristoffer Pallesen tager stærk afstand fra rygterne om, at der skulle være intern utilfredshed med AaB's cheftræner, Erik Hamrén.
Erik Hamrén er en presset mand.
Ovenpå en skuffende retur til trænersædet i AaB, som blot har kastet fem point af sig i ti kampe, blev der tidligere på ugen meldt om utilfredshed i spillertruppen over Hamréns træningsmetoder.
Kritikken gik mere konkret på, at svenskerens ledelse skulle være ‘gammeldags’ og træningen ‘dårlig’. Men ifølge AaB-backen Kristoffer Pallesen er der på ingen måde hold i rygterne.
Danskeren fortæller i et interview til Discovery+, at rygterne kommer bag på ham, og at han ikke selv kan genkende dem.
– Jeg har i hvert fald ikke været inde på noget kontor og brokke mig over Erik Hamrén, og det tror jeg ikke, der er nogen, der har. Så fra mit perspektiv er det i hvert fald én stor and, fortæller han til Discovery+.
Danskeren bekræfter dog, at der har været intern dialog om træningsmetoderne i klubben, men ingen af dem er foregået bag trænerteamets ryg.
– Når det begynder at komme ud i medierne, så er det rigtig skidt. Vi har haft diskussioner med trænerteamet, men vi har holdt det internt. Det er meget normalt, og det sker i alle klubber og på alle hold, fortæller han.
Medie: Intern uro i AaB – spillere utilfredse med HamrénAaB fik en rigtig skidt start på forårssæsonen, da de i første Superliga-runde efter pausen led et 1-0-nederlag på hjemmebane mod AGF.
De kan dog tage revanche og gøre op med ugens rygter om uro i klubben, når de skal på en udfordrende opgave i Parken mod FCK på søndag.