Drama i Paris: Neymar båret fra banen i tårer og dobbelt-comeback mellem PSG og Lille
Neymar måtte søndag bæres fra banen i tårer og smerter i vanvidskamp mellem PSG og Lille, der endte med hele syv scoringer.
Søndag eftermiddag var der dømt topopgør i den bedste franske fodboldrække, Ligue 1.
Her tog Paris Saint-Germain imod Lille – ligaens førerhold mod ligaens nummer fem.
Og i et utroligt målrigt opgør, var det en af PSGs mange superstjerner, der løb med opmærksomheden. Ikke grundet en scoring, men grundet en skade, der ved første øjekast så mindre god ud.
Brasilianske Neymar måtte nemlig bæres fra banen kort inde i anden halvleg, da han i en nærkamp vred slemt om på sin højre ankel. Og det var en tydeligt berørt Neymar, der blev fragtet ud af Parc des Princes i Paris.
Inden sin skade havde Neymar spillet en flot kamp, hvor han blandt andet assisterede Mbappé på PSGs 1-0-scoring, ligesom han selv stod bag målet til 2-0.
Siden ændrede kampen dog karakter og Lille fik vendt et truende 2-0-nederlag til en 3-2-føring. Kylian Mbappé ville det dog anderledes og fik i kampens slutminutter udlignet til 3-3.
Og som om det ikke var nok, så ville argentinske Lionel Messi også lege med til allersidst. Fem minutter inde i dommerens overtid gjorde Messi det således til 4-3, som også blev kampens slutresultat.
Kampens resultat betyder, at PSG udbygger føringen i Ligue 1, hvor man i skrivende stund har otte point ned til de nærmeste forfølgere fra Marseille, der dog har en kamp i hånden.
Der er endnu ikke meldt noget ud om Neymars skade og skadens omfang.
Efter poker-spil og McDonalds: PSG-chef forsvarer Neymar