Voldsomt: Luis Suarez i vælten – militærpoliti må beskytte dommer
Luis Suarez igangsatte søndag aften et angreb, der endte med en scoring og efterfølgende måtte militærpoliti gå på banen med både hjelm og skjolde for at beskytte kampens dommer.
Han er næsten altid i centrum, når der er ballade.
Det var retfærdigvis ikke tilfældet for Luis Suarez søndag, da militærpoliti måtte afbryde kampen mellem Suarez’ brasilianske Gremio og Avenida.
I centrum var i stedet kampens dommer, som kort inde i anden halvleg valgte at godkende en Gremio-scoring, som Luis Suarez godt nok var arkitekten bag.
Den kontroversielle uruguayaner havde fået frispark ved det ene hjørnespark, og mens Avenida-spillerne brokkede sig til kampens dommer, satte Suarez spillet hurtigt igang.
Bolden endte for fødderne af Franco Cristaldo, som sendte bolden ind bag Avenida-målmanden, og så brød helvede ud blandt udeholdets spillere, der omringede dommeren.
Røde kort blev stanget ud til til Avenida-spillerne Micael og Marcao, og da dommeren til sidst ikke kunne holde styr på hverken de protesterende spillere eller sine egne kort, kom militærpolitet på banen med både uniform, hjelme og skjold for at beskytte manden med fløjten.
I sidste ende fik myndighederne dæmpet gemytterne tilpas meget til, at kampen kunne fortsætte, og i overtiden sikrede Gremio med endnu en scoring en 2-0-sejr.
Kampen mellem Suarez’ Gremio og Avenida var syvende spillerunde i den såkaldt Campeonato Gaucho, der er en liga i den brasilianske delstat Rio Grande do Sul. Når alle 12 hold i turneringen har mødt hinanden indbyrdes, mødes de fire bedst-placerede hold i semifinaler og slutteligt i en finale.
Gremio har vundet Campeonato Gaúcho de seneste fem år, men selvom de i alt står noteret for 41 sejre, så har lokalrivalerne fra Internacional fire titler mere.
Den brasilianske liga, Campeonato Brasileiro Série A, starter først den 16. april og slutter til december. Efter en enkelt sæson i den næstbedste række, rykkede Gremio forud for 2023-sæsonen atter op i den bedste landsdækkende række i Brasilien.