
Jelert spiller begge backs efter salg af ‘VK’: Egentlig det samme – bare spejlvendt
Elias Jelert spillede lørdag en time på højreback og en halv time på venstreback. Nu sætter den unge FCK'er ord på forskellene - og lighederne - mellem de to positioner.

Joakim Mæhle er nok et af de bedste eksempler på, at det sagtens kan lade sig gøre.
F.C. Københavns Elias Jelert kan formentlig se frem til at spille backpositionen i både højre og venstre side efter salget af Victor Kristiansen til Leicester.
I hvert fald fik han først en time som højreback, og dernæst den sidste halve time som venstreback, da F.C. København sejrede med 4-1 over svenske Elfsborg ved træningsturneringen Atlantic Cup i Portugal.
Man har dog set højrebenede backs gøre det ganske godt på venstreback, hvor altså særligt Joakim Mæhle kan fremhæves som eksempel.
Den 19-årige Elias Jelert virker da heller ikke synderligt skræmt ved udsigten til også at skulle spille venstreback for FCK i foråret.
– Som jeg har sagt et par gange før, så har jeg ikke noget imod at spille i begge sider, siger Elias Jelert ifølge FCK’s egen hjemmeside, hvorefter han dog ikke lægger skjul på, at han selvfølgelig har en præference.
– Jeg foretrækker selvfølgelig højre, fordi jeg er højrebenet, men det åbner jo forskellige muligheder. Som venstre back kan man jo trække ind i banen, men jeg spiller egentlig bare der, hvor Neestrup ønsker det, og det er fint for mig.
– I højre side er det nemmere at lægge sine indlæg.
– Men når man kommer op i angrebet som venstre, så kan man jo trække ind og sparke, hvis det ligger til det. I højre er det selvfølgelig lidt nemmere at spille frem i banen og så videre, men ellers er det jo egentlig bare det samme, bare spejlvendt, lyder konklusionen fra Elias Jelert.

F.C. København spiller sin næste kamp nede i Portugal tirsdag klokken 20.00, hvor der venter et opgør mod norske Viking FK.
Elias Jelert og co. tager hul på foråret i Superligaen søndag den 19. februar, hvor man gæster Silkeborg IF.