
Tidligere Barca-spiller arresteret – anklaget for seksuelt overgreb
Flere medier rapporterer, at den tidligere FC Barcelona-spiller Dani Alves fredag er blevet anholdt. Det sker i forbindelse med anklage om seksuelt overgreb.

Seksuelt overgreb.
Sådan lyder anklagen mod Dani Alves, der fredag er blevet anholdt, skriver flere spanske medier herunder Marca og Mundo deportivo
Anklagen henviser til en hændelse i forbindelse med den brasilianske spillers besøg på en natklub i Barcelona den 31. december sidste år.
Ifølge Marca kan betegnelsen seksuelt overgreb betyde flere ting i Spanien herunder uønsket befamlelse eller sågar voldtægt. Politiet har ikke oplyst specifikke detaljer i sagen.
Dani Alves stilles nu overfor en dommer, der bestemmer, hvad eventuelle sigtelser mod den 39-årige brasilianer lyder på. Dermed kan det betyde, at den nuværende UNAM Pumas-spiller (mexikansk klub, red.) ikke får kampe lige forløbig. Dani Alves skiftede til klubben i sommers.

Dani Alves er blandt klodens mest vindende fodboldspillere og har spillet i store klubber som FC Barcelona, Paris Saint-Germain, Juventus og Sevilla FC. Det er også blevet til hele 126 landskampe for det brasilianske landshold.